Det gør rigtig ondt at læse dette indlæg som jeg faldt over fra marensblog.dk
Ikke fordi jeg kender nogen i situationen, eller har haft det tæt inde på livet, men fordi mit hjerte brænder SÅ meget for børns ret til at være børn, at jeg får helt tåre i øjnene, når jeg læser om en lille dreng der har forsøgt at skære sin tissemand af, fordi ingen lyttede til ham.
Jeg har valgt at dele indlægget herinde i blogland i håb om at det kan skabe opmærksomhed omkring problemet, da jeg ved hvor mange småbørnsfamilier vi er herinde, for ikke at nævne pædagoger og skolelærer. Og selvfølgelig ikke mindst, for at vi kan få det frem i lyset og hjælpe drengene, så de kan få lov at være lige hvem de vil, og ha det godt med sig selv!
Klumme fra LIME:
Jeg har en datter på fem, der synes hun er en dreng. Hun går kun i drengetøj og med kasket. Får jeg hende ikke til frisør i tide, klipper hun selv sit hår kort. Ind i mellem hedder hun Thomas. I sidste måned var det Christian. Prøver du i en snæver vending at give hende noget af hendes søstres lyserøde tøj på, truer hun dig med næven. Hun er dog gerne med i sine søstres rollelege – under forudsætning af, hun kan få lov til at være prinsen. Jaja, siger folk, og smiler lidt. Og trækker så på skuldrene og taler om noget andet.
Jeg kender en mor, der har en søn, på samme alder som min datter, der synes, han er en pige. Han elsker kjoler, prinsesser, diademer og alt, der glimter. Gisp, siger folk og får en dyb rynke mellem brynene. Det går jo ikke. Nej, det går jo ikke, gentog moren og prøvede at sætte restrektioner op omkring, hvor meget, hvornår og hvorhenne hendes søn måtte gå i kjole. For at beskytte drengen mod omgivelsernes reaktioner. Han udviklede sig til at være en mut og indadvendt dreng, der konstant higede efter pigede ting. Hun fik ham undersøgt, fik en diagnose, der lød noget hen ad kønsidentitetsforvirring. I børnehaven prøvede de at få ham med i noget vildere leg med drengene – og ikke bare sidde der og lege med perler og pigedims, som han helst ville. Til sidst var den lille dreng så frustreret over, at ingen lyttede til ham, at han prøvede at skære sin tissemand af. Og så satte moren sig ned og hørte efter. Skiftede børnehave til en, der var mere rummelig. Lod drengen bestemme hvilket tøj, han ville gå i. Lod ham ændre sit navn. Moren har siden fået et barn, der er blevet både udadvendt og meget gladere. Til gengæld er familien tre gange blevet meldt til socialforvaltningen, fordi de lader en ”dreng” gå i pigetøj.
Det er vanskeligt ikke at sammenligne de to scenarier, ikke sandt? Tanken om, at skulle lade min datter undersøges og diagnosticeres, fordi hun elsker pistoler og ikke barbier, er jo absurd. Lige som det ikke et øjeblik vil falde nogen ind at melde mig til socialforvaltningen, fordi hun har militærbukser på. Hun er jo bare en drengepige. Dem kan vi godt lide. Vi synes nemlig, det er ypperligt, når en pige opgraderer sig selv til at være en dreng. Fandme sejt, siger vi.
Desværre, for alle de små drenge, der elsker diademer, findes der i vores kultur ikke noget, der hedder en pigedreng. Næh, drenge, der degraderer sig selv til pige, er ikke noget, vi bryder os om. Som en pædagog sagde til den anden mor, da hun stod med sit lykkelige barn i strutskørt: ”Jeg bliver stødt, når jeg ser en dreng i kjole”.
I Danmark betragter vi stadig transkønnethed som en sindslidelse. Homoseksuelle blev streget fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981. Men ikke de transkønnede. De ligger stadig under en lov, der er er fra Hitlers tid – som også indbefatter sigøjnere og sexforbrydere. Sverige tog sig sammen og ændrede deres lov sidste år – så svenskere, der fra barnsben har været klar over, de havde en piget sjæl i en drenget krop eller omvendt, nu også er berettigede til at føle sig som normale mennesker. Så Danmark, skulle vi ikke tage et ekstra kig på den ligestilling? Skulle vi ikke give vores pigedrenge lidt mere plads? Og så i øvrigt se at få lovbogen opgraderet til dette årtusinde!
